Sjæleskatten

Sjæleskat

Gamle ord til nye tider

Udklip fra Chr. Scrivers ’Sjæleskat’ v. Steen Skovsgaard

80 sider; pris: 50 kr.

bestilles v. Lolland-Falsters Stift (www.lfstift.dk/webshop)

En skat gravet frem

En skat kan ligge godt gemt – så godt, at der skal et stort arbejde til for at grave den frem og lade den komme til ære og værdighed.

Den tyske præst Chr. Scriver udgav i 1675 bogen ’Sjæleskat’. I 1740’erne blev den udgivet på dansk og på dansk igen i 1888. Den er blevet læst gennem generationer og har haft stor betydning som andagtsbog.

Den kan stadig findes og læses, men helt ligetil er det ikke: den er et stort værk på flere tusind sider med tungt sprog, lange sætninger og gotiske bogstaver.

Biskop Steen Skovsgaard har nu gjort en indsats for at grave denne skat frem og gøre den lettere tilgængelig.

Gennem en årrække har han arbejdet med bogen og har på baggrund af det arbejde udgivet en samling af udvalgte citater – såkaldte udklip – fra den. ’Gamle ord til nye tider’ hedder undertitlen.

Bogen er ordnet i 14 små afsnit med citater om mennesket, om tro, om gode gerninger osv. og som det sidste et længere afsnit med ’Trøsteord under sygdom, trængsel, modgang og anfægtelser’.

Citaterne består af en enkelt eller nogle få sætninger og gengives med nutidig retskrivning.

Bogen er prydet med en lang række fotografier af Maribo Domkirkes inventar. Det er en fin udgivelse, som kan benyttes på forskellig måde – også som gave. Den fortjener ikke blot ære og værdighed, men også at blive brugt.

Det er en vigtig bog med et vigtigt anliggende. Steen Skovsgaard skriver i forordet: ”Vi har brug for at grave de gamle brønde fri, at søge i dybden, og at finde frem til kristendommens gamle, rige kilder”.

Det kan denne bog, der er udsendt i forbindelse med Steen Skovsgaards 10 års jubilæum som biskop, være en god hjælp til.

                                                   Kristian S. Larsen

 

Mangel på respekt

Pastor Svend Erik Larsen
Pastor Svend Erik Larsen

For kort tid siden var det 10 år, siden Jyllands-Posten offentliggjorde de tegninger, der som bekendt udløste voldsomme reaktioner. Det blev dengang hævdet, at tegningerne blev bragt for at markere, at her har vi ytringsfrihed, og at det er vigtigt at holde fast i den uden nogen form for begrænsning. Derfor skal der også være plads til religionskritik, og man skal kunne håne og latterliggøre det, man er uenig i. Det er nu engang – blev og bliver det hævdet – en del af den måde, vi omgås på i vores del af verden.

 Efter min opfattelse har hele denne sag med tegninger m.v. intet med markering af ytringsfriheden at gøre. Der er snarere tale om misbrug af ytringsfriheden, hvor der sættes spørgsmålstegn ved demokratiet. Respekten for andre mennesker og deres grundholdning eller livsgrundlag er nemlig fundamentalt vigtig i et demokrati. Og den respekt tilsidesættes her!

Det at håne og latterliggøre det, der er andre menneskers tro og livsgrundlag, har heller ikke noget at gøre med religionskritik, som det er blevet påstået. Det er tværtimod et udslag af den vestlige, sekulariserede verdens arrogance, der har sin baggrund i en omfattende religiøs analfabetisme, hvor man foragter det, der er helligt for andre. Det er i grunden uopdragent at optræde så respektløst!

Denne mangel på respekt kommer for tiden mest til udtryk over for muslimer, men også i nogen grad over for kristne, der hævder klassisk, kristen tro og praksis. Begge dele rubriceres ofte som ekstremisme.

I virkeligheden er den almindelige holdning nok, at man kun respekterer ens egne synspunkter! En gudstro som livsgrundlag er latterlig!

Overvære eller deltage

Pastor Svend Erik Larsen
Pastor Svend Erik Larsen

Det sker, at udtrykket ”overvære en gudstjeneste” bruges. Men når man siger, at man har overværet et eller andet, betyder det jo, at man har været en del af et publikum. Og her altså en del af et gudstjenestepublikum. Men dermed holder man sig i virkeligheden på afstand. Man tillader ikke sig selv for alvor at involvere sig i det, der foregår. Man bliver i en slags betragterrolle.

Når man er en del af et publikum, betyder det, at man mener med rette at kunne kræve, at underholdningen er i orden. Den skal være engagerende, original og anderledes. Som forbruger har man jo krav på at få det, man forventer! Og det er de medvirkendes pligt at sørge for, at publikums forventninger opfyldes!

Nu er der bare det, at der hverken i Bibelen, i trosbekendelsen eller i kirkens sprogbrug i øvrigt findes noget, der hedder Guds publikum! Mennesker, Gud samler om sig, kaldes aldrig publikum. Dem gør Gud til menighed – kirke.

Når vi læser Ny Testamente, er det tydeligt, at Jesus ikke er ude på at samle sig et publikum. Han kalder derimod mennesker ind i et trosfællesskab og gør dem dermed til menighed. Derfor er det en selvmodsigelse at tale om at overvære en gudstjeneste. En gudstjeneste deltager man i, fordi man ved ordet og sakramenterne dér bliver gjort til menighed.

Gudstjenesten er altså en begivenhed, vi er med i. Her sker nemlig det, Bibelen beretter om, for os og med os! Her kommer Gud til os, nyskaber – forvandler – os ved at lade sin frelse gælde netop os. Og herfra sendes vi så hjem i vores dagligdag for dér at leve Guds kærlighed ud i kærligheden til vore medmennesker.

I grunden betyder det: Gudstjenesten er det allervigtigste, der foregår i verden! Både for vores egen og alle andres skyld.

Origines – kætter eller relevant

Pastor Svend Erik Larsen
Pastor Svend Erik Larsen

Til alle tider har kirken haft to opgaver. Den har skullet tale tidens sprog, så det, den sagde, var forståeligt. Men samtidig har den også skullet værne kristendommens egenart. Forståeligheden måtte altså ikke medføre, at budskabet blev omtolket eller forvansket. Men det har faktisk altid været vanskeligt at holde balancen her. Ofte har man nemlig været så optaget af at udtrykke sig på tidens præmisser, at evangeliet er blevet omtolket, så det blev acceptabelt for tiden. Det har naturligvis – både før og nu – ført til opgør, fordi der har været behov for en præcisering af, hvad der er den kristne tros indhold.

Kirkefaderen Origenes (185-254) stræbte i høj grad efter at tale på sin tids betingelser. Både i forkyndelse og bibeltolkning benyttede han sig således af den græske filosofis begreber. Han var uhyre produktiv og fik stor indflydelse. Han var først og fremmest skriftteolog, men ydede også en indsats som dogmatiker.

Men selv om han altså var en betydelig personlighed og faktisk var en af oldkirkens vigtigste og største teologer, blev han faktisk – efter sin død – erklæret for kættersk. Den græske filosofi havde fået så stor en plads, at centrale ting i den kristne tro var blevet forvansket.

Hans treenighedslære blev således formuleret på en sådan måde, at der kunne rejses tvivl om Jesu guddommelige natur. Dermed kunne der jo også sættes spørgsmålstegn ved frelsen. Og hvad angår menneskesynet, var det hans opfattelse, at mennesket grundlæggende var godt og frit, fordi det var skabt i Guds billede. Nok kunne mennesket fejle, men der var ikke tale om nogen arvesynd – eller fælles, oprindelig synd. Som konsekvens heraf gik han ind for alles genoprettelse/alles frelse (apokatastasis).

Netop de holdninger, som medførte, at han blev erklæret for kætter, vækker interesse i dag. Her er der inspiration at hente, for hans opfattelse af mennesket, af frelsen og af synden svarer jo i betydeligt omfang til nutidens almindelige opfattelse. Derfor anses han for at være relevant Og så kan man da ikke i dag være bundet af, at han engang for længe siden blev anset for at være kætter!

Men måske skulle man i stedet for at tale tiden efter munden værne om den kristne tros egenart og tolke den ind i tiden?!

Om konfirmationsforberedelsen

H.O. Okkels - formand
H.O. Okkels – formand

Til kirkeminister Bertel Haarder

Til undervisningsminister Ellen Trane Nørby

Konfirmandforberedelsen bør have førsteprioritet

Mange steder er det vanskeligt at placere konfirmandundervisningen på en måde, så både skolens og kirkens interesser er tilgodeset. Man skulle synes at udvidelsen af skoledagen som følge af indførelsen af heldagsskolen, skulle gøre det lettere for skolen at udvise fleksibilitet, så præsterne kan indpasse konfirmandundervisningen i deres mange andre gøremål, og så de gives de bedste pædagogiske betingelser for at undervise konfirmanderne, mens de stadig er friske til at deltage aktivt i undervisningen. Det har imidlertid vist sig at være svært. Der er i skolen blevet plads til mange andre aktiviteter, og skolen samarbejder med musikskoler, idrætsforeninger og mange andre interessenter. Men konfirmand-undervisningen har mange steder trange kår. Kirkeministeriet og undervisningsministeriet har i fællesskab peget på seksten forskellige måder at placere undervisningen på, men det er op til kommunalbestyrelserne at bestemme den konkrete løsning. Mange steder har man et godt samarbejde med præster og provster om placeringen, men mange andre steder placeres konfirmandundervisningen uhensigtsmæssigt som sene eftermiddagstimer, nogle steder endda som enkelttimer, fordi konfirmandundervisningen må vige for skolens mange andre hensyn.

Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse mener, at konfirmandundervisningen bør have førsteprioritet i det ene skoleår, hvor konfirmationen finder sted. Det er en meget lille del af det samlede timetal, som konfirmations-forberedelsen lægger beslag på. Det er ikke let at placere begravelser eller andre kirkelige handlinger om morgenen, så skolen må respektere, at præsterne også har en tætpakket kalender. Det vil klæde skolen at huske på, at det er kirken, der har oprettet skolen og ikke omvendt, og den bør således ikke udøve magtmisbrug til at amputere den konfirmations-forberedelse, som i høj grad er en del af kirkens fortsatte eksistensgrundlag.

Med venlig hilsen

Hans Olav Okkels

på vegne af Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Kirkelig begravelse – ja eller nej?

 

Pastor Svend Erik Larsen
Pastor Svend Erik Larsen

Spørgsmålet om kirkelig begravelse af mennesker, der ikke er medlemmer af Folkekirken debatteres med mellemrum. Hvis nu de pårørende til en, der ikke er medlem af Folkekirken, ønsker, at vedkommende bliver kirkeligt begravet, skal man så efterkomme ønsket, eller skal man ikke? Nogle mener, at man selvfølgeligt skal sige ja til begravelse. Dén service bør kirken naturligvis yde!

Problemet er her, at kirken ikke som en selvfølge er en serviceinstitution. Der er andre hensyn at tage. Ikke mindst er der et hensyn at tage til den afdødes holdning. Dennes personlige stillingtagen til medlemskab af Folkekirken bør naturligvis respekteres. Her gælder som hovedregel, at det regnes for en tilkendegivelse af, at man ikke ønsker en kirkelig begravelse, hvis man ikke er medlem.

Men hvad nu, hvis man ikke er medlem, fordi man af en eller anden grund ikke er døbt? Ja, her må den samme hovedregel gælde, for der ville normalt – hvis der er tale om et voksent menneske – have været rig mulighed for at blive døbt, hvis man havde ønsket dette.

Har man derimod som voksent menneske bevidst meldt sig ud af Folkekirken, er dette efter min erfaring normalt et udtryk for en form for afstand til kirken og den kristne tro. Også selv om man måske også giver andre grunde. Ved udmeldelsen fraskriver man sig i øvrigt retten til kirkelig betjening, hvilket man bør orienteres tydeligt om. Det bør også klart siges, hvad konsekvensen er. Netop derfor bør man også opfordre den, der melder sig ud, til at orientere sin familie herom. Og man bør opfordres til at gøre sig nogle tanker om, hvordan familien skal forholde sig i tilfælde af ens død. Således kan det sikres, at vedkommendes holdning bliver respekteret. I dødsanmeldelsen skal der da også skrives under på, at det, der fremgår af denne, er i overensstemmelse med den afdødes ønsker. Og så er det i øvrigt begravelsesmyndighedens/sognepræstens pligt at påse, at afdødes holdning og ønsker respekteres – og ikke de pårørendes!

Tre abrahamitiske religioner

Pastor Svend Erik Larsen
Pastor Svend Erik Larsen

Der er som bekendt utroligt mange religioner i verden, for vi mennesker har til alle tider været optaget af at finde et grundlag for at finde en mening med livet.

I denne mangfoldighed af religioner er der tre, der skiller sig ud, og som i en vis forstand kan siges at være i familie med hinanden. Det er jødedom, Islam og kristendom – eller de tre monoteistiske religioner. De er monoteistiske, fordi de skiller sig ud ved at bekende troen på én Gud. Og ud fra deres egen forståelse, er det den samme, ene Gud, de tror på.

Spørger man dem, hvem den Gud er, de tror på, er svaret fra dem alle tre: Vi tror på Abrahams Gud. Og som følge heraf opfatter de alle tre Abraham som troens fader og derfor de troende som Abrahams børn. Og læser man Gammel Testamente og Koranen er der i ret høj grad tale om den samme historie.

Der er altså meget, der binder jøder, muslimer og kristne sammen, – men der er nu også helt afgørende forskelle. Det viser sig, når man spørger, hvor man lærer Abrahams Gud at kende – hvor han møder os. Da får vi vidt forskellige svar.

Jødedommens svar er, at vi lærer Gud at kende i Torah´en – i Mose lov. Her møder han os og giver sin vilje med os til kende. Tilsvarende er Islams svar, at vi lærer Gud at kende gennem Koranen. Her taler han sit ord til os og fortæller os dermed, hvad der er hans vilje med os.

Og spørger vi så endelig kristendommen, hvor vi lærer Gud at kende, er svaret: Det gør vi i Jesus Kristus! I ham har Gud ikke bare vist sig for os. I ham er han selv kommet til os og har gjort sig til et med os. Her har Gud selv vist os, at han helt afgørende er frelsens Gud! Her lyder det: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.”

At vælge præst

Pastor Svend Erik Larsen
Pastor Svend Erik Larsen

På det seneste har der været debat om, hvordan valg af præster foregår. Hvordan foregår menighedsrådenes samtale med ansøgere? Hvor går grænsen for, hvad man kan spørge ansøgere om? Hvilken rolle spiller politisk holdning og kirkeligt ståsted? Og hvad er det, der afgør, at en ansøger bliver ”dømt ude”?

Det er velkendt, at en række såkaldte ”testspørgsmål” her spiller en rolle? Er man villig til at vie personer af samme køn? Og hvordan er det med vielse af fraskilte? Hvordan ser ansøgeren på kvinders adgang til præsteembedet? Kan man acceptere alkoholfri nadver? Og hvordan har man det med forskellige former for arrangementer?

Baggrunden for sådanne spørgsmål er sikkert, at man ønsker en præst uden alt for markante holdninger. Vedkommende skal helst være imødekommende på enhver måde og dermed fremtræde så rummeligt som vel muligt. Så undgår man nok – mener man – konflikter. Man får fred og ro!

I debatten er det da også blevet understreget, at det netop er menighedsrådets opgave at vælge en præst, der er i overensstemmelse med menighedsrådets holdninger, og som derfor forhåbentlig også passer til den lokale menighed.

Denne praksis kan der nu i høj grad sættes spørgsmålstegn ved. Det er ganske enkelt ikke menighedsrådets opgave ved præstevalg at sikre sig, at vedkommende er i overensstemmelse med tidens holdninger og praksis. Der kan her være grund til at minde om, at salmedigteren N.F.S. Grundtvig slår fast, at

Vor tro er ej på hvad som helst,
man kristendom vil nævne,
men på ham, os har skabt og frelst
og fører på det jævne,
og så på alt, hvad sandheds Ånd
os leder til med kærlig hånd,
alt efter hjertets evne.

(DS 384, 2)

Og så har ethvert menighedsrådsmedlem i øvrigt skrevet under på ”at ville udføre det mig betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så at den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.” Derfor må man huske på, at det iflg. den lutherske bekendelse er præstens opgave at forkynde evangeliet og række sakramenterne – til tro! At holde gudstjeneste!

Det afgørende for menighedsrådet burde så være: Hvordan vil præsten udmønte dette i troskab mod Bibelen og Kirkens bekendelse?

I trinitatistiden

Pastor Svend Erik Larsen
Pastor Svend Erik Larsen

Vi befinder os nu i den del af kirkeåret, der kaldes for trinitatistiden. Denne periode kalder man også ofte for kirkeårets festløse halvår, og rigtigt er det da, at der ikke her er særlige festdage.

Trinitatistiden begynder med søndagen efter pinse – trinitatis søndag. Søndagene frem til begyndelsen af det næste kirkeår tælles så som søndage efter trinitatis. Det ligger ikke helt fast, hvor mange der er. Det afhænger af, hvornår det er påske.

Trinitatis søndag – eller Hellig Trefoldigheds fest – som en fest for den treenige Gud træffer vi på i Sydeuropa ved slutningen af Middelalderen, men først i 1499 gav paven festen officiel status. Den slog dog aldrig virkelig igennem og fik derfor ikke nogen særlig betydning.

Det kan man godt undre sig over, for dagen handler jo om det helt centrale i den kristne tro: Om Gud og om, hvordan han møder os. Men det har unægtelig altid været svært at forstå, at Gud skulle være én og tre – treenig.

Spørgsmålet er nemlig: Tror vi på én Gud som jøder og muslimer – eller tror vi i grunden på tre guder? Og hvordan skal man forstå forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd?

Dette blev grundigt diskuteret i oldkirken – og dukker for øvrigt stadig op i debatten. Skulle det med treenigheden mon forstås sådan, at den ene Gud møder os på tre forskellige måder? Eller skulle det forstås sådan, at Gud først mødte os som Fader og skaber, så som Søn og frelser og endelig som Helligånd og livgiver?

Begge disse opfattelser blev forkastet som kætterier, og det blev så slået fast, at der er én Gud, og denne ene Gud er Fader, Søn og Helligånd. Den ene Gud er altså både skaber, frelser og livgiver/vejleder. Eller sagt anderledes: Den ene Gud, som har skabt os, har i Jesus Kristus vist sig som frelsens Gud, og ved Helligånden er han hos os. Gud er altså én og tre på samme tid. Han er treenig!

Netop i trinitatistiden får troen på den treenige Gud sin særlige belysning. Her lærer vi nemlig noget om at leve i troen på dén Gud, der har har skabt og frelst os. Vi lærer at holde dén retning, troens vej har!

En enkelt særlig dag støder vi dog på i trinitatistiden: Alle Helgens Dag, som hos os nu ligger første søndag i november. Baggrunden er her en særlig martyr- og helgenfest, som opstod i østkirken. Den var i første omgang placeret på forskellige tidspunkter i årets løb, men blev så i vestkirken lagt fast på den 1. november fra år 835. Efter nogen tid opstod der også et behov for en mindedag for folks egne døde familiemedlemmer. Det blev til Alle Sjæles Dag den 2. november. Hos os er disse to dage nu smeltet sammen i Alle Helgens søndag